Glostrup Park Hotel - Hovedvejen 41 - 2600 Glostrup
43 96 00 38
glostrup@parkhotel.dk
Book nu
Det grønne tag
Det grønne tag

I har måske bemærket det? Den del af vores tag som er fyldt med græs og mos?

Det er egentlig det, man kalder et ”levende” tag eller i fagsprog et LAR-anlæg (lokal afledning af regnvand).

Det består blandt andet af Bakkenellike, gul snerre, hvid okseøje, fåresvingel og sandskæg – så kan du godt begynde at google…

Udover at være lidt kønnere at kigge på, end et almindeligt tagpap tag, så fungerer græsset som et slags dræn. Men et ”langsomt” dræn, for det grønne tag holder faktisk på vandet og sørger for, at kloakken ikke bliver overbelastet, hvis vi får store regnskyl eller skybrud.

Det grønne tag bidrager også til, at det underliggende tag får en endnu længere levetid. Græsset og mosset beskytter undertaget mod sol, vind og vejr og det underliggende tag vil derfor kunne holde endnu flere år.

Kan alle så få et grønt tag?

Både Ja og nej! Der er nogle krav til det underliggende tag, som skal være opfyldt, for at kunne lave et levende tag. Det vigtigste er hældningen, taget må ikke være for stejlt. Hvis taget har mere end 27 % hældning, er der en risiko for at taget ”skrider” og alt det grønne ender på dit fortov.

Men udover hældningen, så skal taget selvfølgelig også kunne bære de ekstra kilo som sådan et grønt tag nu engang vejer!

Det kan vores tag heldigvis og vores tekniske chef, Claus har selvfølgelig også haft styr på hældningen inden taget blev etableret.

Vi har haft det grønne tag her på Glostrup Park Hotel siden maj måned 2016, og mange af vores gæster bemærker det og spørger ind til den grønne tag.

Måske har du også undret dig og endda overvejet, om ikke det var på tide, at vi fik renset taget for alt det græs og mos… Men nu har du altså forklaringen, taget er grønt af en grund.

Og så er det selvfølgelig også miljøvenligt.

Comments are closed.