Glostrup Park Hotel - Hovedvejen 41 - DK 2600 Glostrup
43 96 00 38
glostrup@parkhotel.dk
Book nu
Pressen skrev

Efter en aften, hvor køkkenet befandt sig i de øvre luftlag, og hvor betjeningen ikke satte en fod forkert, er der kun en ting at gøre: At komme op med fem stjerner!
– Jyllands-Posten

La Cocotte er vestegnens førende restaurant og samtidigt et markedsføringsmæssigt lokomotiv for de øvrige produkter i konference og hotellet.
– Erhvervsprofilen

La Cocotte befinder sig i den mellemdyre prisklasse og minsandten om man ikke får valuta for pengene. …en smagsoplevelse jeg sent vil glemme.
– Madgal

Det her lover godt! Min gamle ven … fulgte med det ene øje tjeneren, der på anretterbordet over et stearinlys var i gang med at dekantere en halvflaske Blaigny for nabobordet, mens han med det andet øje imponeret og misundelig skimmede det omfangsrige vinkort, der er blandt landets bedste (og billigste!)… …især menuen til 500 kr. må siges at være et af byens bedste value-for-money-tilbud netop nu og rigeligt fire store stjerner værd.
-Berlingske Tidende

Gourmet Af Ole Troelsø, Børsen

Der er nydeligt dækket op med hvide duge på bordene, der står tæt i den lidt anonyme hotelrestaurant.

borsen

Foto: Magnus Møller

På Københavns Vestegn er der én restaurant, som virkelig stikker ud fra mængden, takket være et formidabelt flot vinkort, nemlig La Cocotte på Glostrup Parkhotel.
Selv om Glostrup kun ligger en halv times kørsel fra København, så er det langt nok til, at der bliver tale om en by i provinsen. Set i det lys, er vinkortet på restaurant La Cocotte i absolut særklasse, og det har skabt opmærksomhed så langt borte som i USA, hvor magasinet Wine Spectator flere gange har tildelt kortet en såkaldt Best of Award of Excellence.

La Cocottes virkelige trækplaster er vinkortet, der spænder vidt og bredt med tæt ved 1000 flasker fra såvel gamle som nye vinlande.

Også køkkenet hæver sig på flere områder langt op over det niveau, som ellers kan opleves på Vestegnen. Der er tydeligvis et højt ambitionsniveau hos kokkene, som dog ser ud til at have fået retningslinjer, der peger i den klassiske, sikre retning. Det svarer ganske godt til indretningen, som lige præcis får stedet til at ligne et hotel i provinsen uden indretningsarkitektoniske ambitioner.

Dagens femretters menu til 475 kr. bød på bagt rødtungefilet med jordskokker og ørredrogn, fulgt af foie gras-terrine med æble, oksemørbrad med rødbede, Brillat Savarin-ost og chokoladefondant. Den attraktive pris til trods afstod vi fra femretters menuen, men slog til på Dagens Torveinspirations Menu med kammuslinger og oksemørbrad.

Hvor vidt det er torvet nede i Glostrups indkøbscenter, der har været inspirationen vides ikke, men hverken kammuslinger eller oksemørbrad rangerer dog i den gruppe af råvarer, som jeg i første omgang ville kategorisere under »inspirerende.«

25 minutter

Først fik vi begge en appetitvækker bestående af en lille blok, saltet laks, der var lidt lasket i konsistensen, frisket op med peberrodsmayonnaise og frissésalat. Forrettens kammuslinger var store, høje og brede – let saltet og forsigtigt dampet eller bagt, så saften var i behold.

La Cocotte på Glostrup Parkhotel skal have en varm anbefaling hvis man vil spise og – især drikke – godt på Vestegnen

De lå i en lunken dyb tallerken på et leje af perlebygrisotto i tomatsauce. Denne gode forret blev – efter 25 minutters venten – fulgt af en portion stegt oksemørbrad, skåret fra den billige ende af udskæringen, nemlig spidsen. I en torettersmenu til 290 kr. er det forståeligt nok, at man forsøger at spare, hvor spares kan, og hvis ellers kvaliteten af kødet er i orden, gør det jo heller ikke noget.
Og den var i orden, men så heller ikke mere. Det nydeligt lyserøde kød var rent i smagen, men en smule smuldrende i konsistensen. Retten var fint anrettet, nærmest som en salat, med skiver af kød blandet med bl.a. rå rosenkålblade, rødbede og kartoffel.

Skøn hummer

Hummerforretten (150 kr.) var virkelig skøn. En hel klos indre samt et stykke hale var ristet forsigtigt og garneret med en let svampecreme, sprød blegselleri og pikant syrlige kantareller, hakkede hasselnødder og en form for knækbrød eller nærmere kiks, ganske tyndt, sprødt og en smule sødligt. Som det fremgår, var der altså mange forskellige smagsindtryk, og de nåede hinanden i et tilfredsstillende hele.

Det samme kan man sige om hovedretten, stegt filet af fjæsing (236 kr.), som havde en behagelig konsistens i retning af rødtunge møde pighvar og en ret frisk smag. Til garniture var der tern af gelé lavet på havtornbærret – et af flere eksempler på, at køkkenet lader til at være stillet ind på det nye nordiske køkken, midt i alt det klassiske.
Og klassisk, dét var den fond- og flødebaserede sauce, som hyggeligt nok kom i en sovsekande, man selv kunne forsyne sig fra. Små grønne linser gav retten tyngde, råkostsalat af rodfrugter friskede den behageligt op, og alt i alt var det en tilfredsstillende hovedret i denne trerettersmenu.

Mazarin og svig

borsen_dessert

På moderne restauranter møder man for tiden ofte variationer over gammeldags desserter, men i tilfældet mazarinkage har jeg fornemmelsen af, at den aldrig er gået af mode i Glostrup.
Undertegnede tilbragte personligt et par måneder som kokkeelev på det nu hedengangne Hotel Siesta, hvor vi ekspederede mange mazarinkager af samme kvalitet, hvilket ikke er ment i nogen rosende hensigt. 120 kr. for sådan et stykke smuldrende mazarinkage med hvid chokolademousse og pære kan man nok ikke kalde mandatsvig uden at risikere en stævning for injurier, så det skal jeg ikke nyde noget af.

Hvis man er ude efter et nattelogi så er der ingen tvivl i mit sind om, at Glostrup Parkhotel er det rette valg

Langt mere begejstret var jeg for den såkaldte blommeterrine, vist nok lavet ved at fylde en form med udstenede blommer, fryse dem og skære en skive af den frosne terrine for så at lade den tø op på tallerkenen. Hertil en lækker kage med mørdejsbund og et tykt lag kastanjecreme øverst, tern af marsalagelé og puré af sveske. Lægger man den sammen med mazarinkagen og udregner et gennemsnit, bliver det pænt.

Virkeligt trækplaster

La Cocottes virkelige trækplaster er vinkortet, som spænder vidt og bredt med tæt ved 1000 flasker fra såvel gamle som nye vinlande. Champagneafdelingen byder på 18 forskellige flasker, der er 23 slags riesling, 20 slags chablis, syv årgange af californiske Silver Oak, ti årgange fra australske Henschke med meget mere. Prisniveauet er yderst rimeligt, f.eks. får man en 1991 Château Pichon Longueville i magnum for 1680 kr., hvilket er meget rimeligt, selv om årgangen ikke hører til de største.
Vinkortet er formidabelt. Her ses et udvalg fra bourgogneikonet Domaine Armand Rousseau.

borsen_vin

Der var hele seks halvflasker fra bourgogneikonet, Domaine Armand Rousseau, hvorfra tjeneren anbefalede en halv flaske 2002 Les Cazetiers, Gevrey-Chambertin 1’er Cru. En flot årgang og en fin vin, som dog nok havde været finere for et år eller to siden. Indledningsvis var det svært at vurdere, for vinen blev serveret ved cirka ti grader – i et ikke dedikeret bourgogneglas, som man nok kan synes burde være til rådighed, med et så velrenommeret kort.
Disse småfejl til trods må pointsummen for vin ikke desto mindre op på 12 for et flottere udvalg – prissat så fornuftigt – skal man lede længe efter.

Varm anbefaling

Aftenens to tjenere var hårdt spændt for og ikke altid lige til at få fat i, men når kontakten blev etableret, var de såvel effektive som behagelige at være i selskab med.
At serveringerne flere gange trak utroligt langt ud, som de 25 minutter mellem for- og hovedret, kan man nok ikke klandre tjenerne, om end dette minus konteres hos dem.
Selv om pointsummen således ikke ligefrem springer i øjnene, så skal La Cocotte på Glostrup Parkhotel have en varm anbefaling, hvis man vil spise og – især drikke – godt på Vestegnen. Og hvis man så oven i købet er ude efter et nattelogi, så er der ingen tvivl i mit sind om, at Glostrup Parkhotel er det rette valg.

 Original artikel